Det ikke er mig, der passer de ældre og børnene i daginstitutionerne eller underviser dem i skolen, siger finansministeren i dette interview, hvor han sparker ansvaret for afbureaukratisering over på kommunerne.


Claus Hjort Frederiksen. En sammmenbidt finansminister fremlægger finansloven for 2010.

Tekst: Uffe Laursen Foto: Niels Hougaard

Som en del af regeringens afbureaukratiseringsplan ligger 105 forslag til regelforenkling i kommuner og regioner nu klar til at blive ført ud i livet. Forslagene skal fra 2011 frigive tre millioner timer eller 900 millioner kroner årligt – penge, der skal geninvesteres i flere hænder, bedre kvalitet og mere arbejdsglæde blandt lærere, pædagoger, socialmedarbejdere og andre kommunalt ansatte.

”Vi har lyttet meget til de offentligt ansatte, som har sagt, at mange regler og krav har føltes snærende. Men vi skal også hele tiden have i baghovedet, at vi jo stilles over for krav fra både patienter og pårørende om, at systemerne fungerer rigtigt, og at vi har givet den rigtige behandling.

Jeg synes nogle gange, at debatten om regler kammer helt vildt over. Det er, som om alle regler er af det onde. Der vil jeg bare sige, at der en del regler, der er af det gode, fordi de dels beskytter den, der bliver behandlet eller passet, dels beskytter medarbejderne mod alle mulige anklager om ikke at gøre arbejdet godt nok. Så det vil altid være en balancegang mellem retssikkerhedshensyn og så, at det skal være spændende, motiverende og meningsfyldt at være ansat i den offentlige sektor.”

”Generelt tror jeg ikke, at vi har haft mistillid til de offentligt ansatte. Men du kan selvfølgelig sige, at i nogle tilfælde har lovgivningen været baseret på mistillid. For når man har sager om institutioner, hvor der har været vanrøgt af klienter, eller hvor der er stjålet fra de ældre, så er det uomgængeligt, at det er ud fra en mistro, at man laver lovgivning. Det er for at sikre sig mod, at det kan opstå igen i fremtiden. Som offentlig myndighed og institution har man jo magt over mennesker gennem de ydelser, man kan tilbyde, og jeg synes, at vi skylder borgerne at sikre, at de ydelser er baseret på viden og ikke bare er noget, vi finder på.”

”Jamen, det har kommunerne. Nu har vi lagt planen, og så er det op til kommunerne og regioner, at det omsættes til frigjorte ressourcer. Så hovedansvaret ligger hos kommunerne. I forbindelse med vores finanslovsaftale for 2010 har vi påpeget, at det er vigtigt, at kommunerne også udnytter de her muligheder. Så vi opfordrer kraftigt kommunerne til at gennemgå de regler, også dem, som ikke er fastsat af regeringen, men som den enkelte kommunalbestyrelse og forvaltning selv har fastsat.”

”Det, vi har kunnet se på det forarbejde, der er lavet til afbureaukratiseringsplanen, er, at nogle af de regler, som medarbejderne vil have ændret, ikke kan tilskrives ministerierne, men udspringer af egen kommunes behov for registreringer. Og de regler skal kommunerne også huske at gennemgå.”

”Det vil vi bede kommunerne redegøre for og dokumentere, for hele meningen med det her er, at det kommer medarbejderne til gode, og det har jo været et meget stort og principielt ønske fra kommunernes side. De har presset voldsomt på for at få den her proces i gang og få det til at gå i hak, så der vil nok også være skærpet opmærksomhed fra kommunernes side for at sikre, at de løfter den opgave.”

”Nej, det tror jeg trods alt ikke. Men jeg vil da følge lidt med i, hvordan kommunerne udtrykker deres tilfredshed med at frigøre ressourcer.”

”Jeg tror faktisk, at der er vokset en ny bevidsthed frem. Jeg forestiller mig, at man i Folketinget vil være meget på vagt over for nye regler. Jeg tror, at alle partier vil reflektere meget grundigt over, om det, man foreslår, nu er strengt nødvendigt. På den måde, tror jeg, er der kommet en ny ånd. Det er jo et af de områder i Folketinget, hvor der er størst udbredt enighed.”

”Det er afgørende, at hvert eneste kommunalbestyrelsesmedlem interesserer sig for, om man gør noget i kommunen, der belaster den. Om der er ting, der kan gøres smartere og bedre, og frem for alt sikrer sig, at det er tilfredsstillende at være medarbejder i kommunen. Så ansvaret hviler på hver eneste minister og de 179 folketingsmedlemmer, men det hviler også på hver eneste borgmester og kommunalbestyrelsesmedlem. De skal være optaget af afbureaukratisering for at sikre tilstrækkelige ressourcer, men også for at medarbejderne i det offentlige oplever det som meningsfyldt og tilfredsstillende at gå på arbejde.”

”Jamen, sagen er jo, at det ikke er mig, der passer de ældre og børnene i daginstitutionerne eller underviser dem i skolen. Det, regeringen gør, er at give nogle øgede frihedsgrader, og så er det op til de enkelte kommuner at efterleve det i det daglige. Det betragter jeg ikke som ansvarsfraskrivelse, men sådan er kendsgerningerne altså. Derfor er afbureaukratisering i vidt omgang et kommunalt ansvar."

Tilbage