Her er du: Forside » Medindflydelse » KONZENS om medindflydelse » Farvel til tilliden
 
Farvel til tilliden

På tværs af faggrupper i den offentlige sektor er et stille oprør i gang. Styringen og kontrollen med de ansattes arbejde er så massiv, at mange hverken kan eller vil følge lovgivningen. "Der hersker en udbredt civil ulydighed," siger formanden for KTO. Regeringens svar er – endnu – en afbureaukratiseringsplan.

 ”Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Der hersker en meget udbredt civil ulydighed i den danske folkeskole”, siger Anders Bondo Christensen, formand for KTO.
”Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Der hersker en meget udbredt civil ulydighed i den danske folkeskole”, siger Anders Bondo Christensen, formand for KTO.

Tekst: Af Helle Baagø Foto: Gitte Sofie Hansen

Oprøret mod blanketter, formularer og teknologi, der måler og registrerer SOSU-assistentens, lærerens og socialrådgiverens arbejde, har vokset sig stort. Så stort, at Danmarks Lærerforenings og KTO’s formand Anders Bondo Christensen nu offentligt vedgår, at hans medlemmer ikke overholder loven.


Se video med Anders Bondo Christensen
"Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Der hersker en meget udbredt civil ulydighed i den danske folkeskole. Hvis man skal agere professionelt og bruge sin tid på ting, der er relevante, og ikke på dem, som Christiansborg har pålagt medarbejderne, bliver man nødt til at være civil ulydig," fortæller han foran et rullende videokamera.

New Public Management
Anders Bondo Christensen står som formand for KTO’s 538.000 ansatte i landets regioner og kommuner. De lever med efterdønningerne af den New Public Management-bølge (ny offentlig ledelse), som med KTO-formandens ord har "hærget", siden daværende statsminister Poul Schlüter (K) varslede modernisering af den offentlige sektor.

Skiftende regeringer har hentet en lang række styrings- og kontrolredskaber fra det private erhvervsliv helt ind i den følsomme nærkontakt mellem frontpersonale og borgere. I de senere år er detailstyringen blevet til at tage og føle på.

SOSU-assistenten skal registrere på sin PDA, når hun ringer på hos gamle fru Andersen, og igen, når hun forlader fru Andersen. Minutforbruget skal derefter indberettes.

Lærerne skal mindst en gang om året skrive elevplaner, der "skal indeholde oplysning om den besluttede opfølgning på resultaterne af den løbende evaluering", som der står i bekendtgørelsen. Socialrådgiverne har fået en dialogguide, der nøje beskriver temaer i en samtale med en arbejdsløs, osv.

Manglende anerkendelse
Konsekvenserne for trivslen på de kommunale arbejdspladser har været enorme, mener Anders Bondo Christensen.

"Hvis man bliver sat til noget af deres tåbelige bureaukrati, ryger engagementet. Man føler det som mistillid. Pludselig kommer der en haglbyge om, at du skal gøre sådan og sådan. Det er en manglende anerkendelse af ens professionalisme," siger han og fremhæver, at situationen på lærerområdet er et spejl af, hvad der sker i andre faggrupper under KTO.

"Når jeg snakker med HK, FOA og BUPL, er det nøjagtig de samme ting, vi taler om," siger han.Også Dansk Socialrådgiverforening kender til problemet. Et rundspørge fra Politiken viste i foråret 2009, at halvdelen af socialrådgiverne ikke har tid til at overholde lovgivningens krav.

"Jeg har medlemmer, der vågner med et gisp om natten ved tanken om, at de har glemt at sende det og det lovpligtige brev. Det er nedbrydende for en faggruppe, der har myndighedsansvar og er uddannet til at overholde lovgivningen, at de ikke kan nå at følge alle de regler. Det tærer på selvrespekten," siger formanden for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post og fremhæver, at både ledelse og medarbejdere på de lokale arbejdspladser finder mange af reglerne meningsløse.

Balancegangen
Kravet om dokumentationen i forbindelse med udlicitering er en af hovedårsagerne til papirbunkerne, fastslår forbundssekretær Jakob Bang, FOA, medlem af KTO’s forhandlingsudvalg og bestyrelse.

Men han fremhæver også, at mange ansatte er tilhængere af en tidsregistrering, fordi de for eksempel over for de pårørende kan dokumentere, at de har været hos en ældre borger.

Netop balancegangen mellem kvalitetssikring og retssikkerhed for borgerne og et kontrolfrit arbejdsmiljø er svær, erkender Bettina Post, Dansk Socialrådgiverforening.

"Det handler i høj grad om, hvor længe organisationer, politikere og embedsmænd holder fast i historien om, at vi sikrer kvalitet ved at måle og veje. Vi har vænnet os så meget til regler, at vi har svært ved at tænke ud af boksen," siger hun.
Oprør fra kommunerne
Oprøret mod kontroltyranniet er begyndt at brede sig til kommunerne. I Århus har Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg startet en kampagne under overskriften 'Kontrolfri zone'. "Vi har bedt medarbejderne melde ind og fortælle os om regler, der ikke har nogen gyldig grund," fortæller sundheds- og omsorgsrådmand Dorthe Laustsen (SF).

Et af resultaterne er, at det pr. 21. september 2009 er blevet frivilligt for SOSU-medarbejderne i Århus at tidsregistrere på deres PDA, når de går og kommer hos fru Andersen.

At undgå registreringen sparer cirka 15 minutters arbejde om dagen. Det er god økonomi i en forvaltning med 1500 udgående medarbejdere, og det giver mere tid til borgerne, oplyser rådmanden.

Kommunen har i stedet indført stikprøvekontrol for kunne dokumentere tidsforbruget over for Konkurrencestyrelsen, der har ansvar for prissættelsen i forbindelse med udliciteringssager.

”Ret mange mennesker går rundt i deres omgangskreds og fortæller om, at det er irriterende med alt det papirarbejde”, siger Michael Ziegler (Kons.), borgmester i Høje-Taastrup.
”Ret mange mennesker går rundt i deres omgangskreds og fortæller om, at det er irriterende med alt det papirarbejde”, siger Michael Ziegler (Kons.), borgmester i Høje-Taastrup.
Dårligt brand
Borgmester Michael Ziegler (K), Høje-Taastrup Kommune har set røgsignalerne fra medarbejderne. Han er formand for KL’s løn- og personaleudvalg og har følgende budskab til Christiansborg: "I skal standse rygmarvsrefleksen og holde op med at lovgive efter enkeltsager i medierne. Hav nu tillid til, at det faktisk er et rigtig godt stykke arbejde, der foregår ude i kommunerne," siger Michael Ziegler og fortsætter: "Styring og kontrol gør, at medarbejderne ikke fokuserer på kerneopgaverne. Jo mere tid de skal bruge på papirarbejde, jo mere uengagerede bliver de. Vi skal være mere skarpe på, hvad vi styrer på, og gå over til at måle på effekten og resultaterne i stedet for at blande os i, hvad medarbejderne laver," siger borgmesteren.

Kontrollen svækker også rekrutteringen til de kommunale arbejdspladser, mener han. "Ret mange mennesker går rundt i deres omgangskreds og fortæller om, at det er irriterende med alt det papirarbejde. Det giver kommunerne et dårligt brand," siger Michael Ziegler.

Al den snak om afbureaukratisering
Faglige organisationer reagerer med en blanding af skepsis og håb på regeringens plan for mindre bureaukrati i kommuner og regioner. Planen indeholder 105 forenklingsforslag inden for folkeskolen, dagtilbud, arbejdet med udsatte børn og unge, ældre, handikapområdet, integrations- og udlændingeområdet og sundhedsområdet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gav den sin anbefaling i sin åbningstale i Folketinget: "Vi skal passe på, at vi ikke sætter tingene så meget i system, at vi bremser virkelysten. Vi skal derimod vise de offentligt ansatte tillid under ansvar. Hånden på hjertet. Vi har her fra Folketinget, men også fra regioner, kommuner, skolebestyrelser og brugerbestyrelser, gennemført mange regler, som kan opfattes som benspænd i dagligdagen i den offentlige sektor," sagde han.

En grimasse
"Jeg havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe. For de 105 regler, de vil afskaffe, er der 150 nye, vi skal sætte os ind i," siger Bettina Post, Dansk Socialrådgiverforening.

Jakob Bang i FOA er mere optimistisk: "Jeg har faktisk tillid til, at afbureaukratiseringsplanen får en betydning. Det går simpelthen ikke længere bare at tale om det uden at gøre noget. Det show kan ikke gentages. Jeg tror ikke, at det er en narresut," siger han.


Se video med Michael Ziegler
Borgmester Michael Ziegler (K) fra Høje-Taastrup Kommune erkender, at det ikke er første gang, at Christiansborg-politikerne vifter med afbureaukratiseringstiltag. "Men denne gang er der investeret meget prestige i det på ministerniveau. Der kommer mere ud af det nu," fastholder han.

Anders Bondo Christensen:
"Vi skal bruge de ord, der er fulgt med regeringens oplæg, til at sige: Sæt nu realiteter bag. Og her er det afgørende, at vi som fagbevægelse er med til tage den diskussion og det ansvar."


Om KONZENS
KL og KTO har besluttet at udgive et journalistisk magasin med fokus på tre emner: trivsel på arbejdspladsen, medindflydelse på eget arbejde og rekruttering.

Baggrunden er en aftale om at styrke indsatsen på de tre områder. Aftalen blev indgået mellem KL og KTO ved overenskomstfornyelsen i 2008. Magasinet, som har fået navnet KONZENS, udkommer fire gange fra november 2009 til juni 2010. Målgruppen er beslutningstagere og meningsdannere, som beskæftiger sig med løn- og ansættelsesvilkår for ansatte i kommunerne.

Kontakt:
  • Produktion: Tendens V/Helle Baagø redaktion@tendens.net tlf. 3393 9407
  • Styregruppe: Souschef Forhandlingssekretariatet Lone Trudsø, KL, lts@kl.dk, tlf. 3370-3323
  • Chefkonsulent Lars Daugaard, KTO, ld@kto.dk, tlf. 3347-0626.
  • Ansvarshavende redaktør: Sine Sunesen.
Udgivelsesdato: 27. november 2009.
Pris: Gratis



 
KONZENS-magasinerne
7. april 2010
KONZENS-magasinerne
KONZENS-magasinerne
KONZENS er et magasin for beslutningstagere, som fokuserer på trivsel og sundhed, medindflydelse på eget arbejde og rekruttering til kommunale arbejdsplads...
Læs mere

 


Mere info
 
 
  
     
  Læs mere:

KONZENS-magasinerne
Læs alle artikler og download magasinerne

Kontakt:
Kontakt Lars Daugaard, ld@kto.dk, tlf. 3347-0626, KTO, Kommunale Tjeneste­mænd og Overens­komst­ansatte, kto@kto.dk, tlf. 3311-9700; Kontakt Lone Trudsø, lts@kl.dk, KL, kl@kl.dk, tlf. 3370-3370.


 
 
 
Offentliggjort: 27. november 2009Opdateret: 15. april 2010